Jeg er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og valgte journalistikken, fordi det åbner døre ind til de mest fantastiske historier. Jeg er nysgerrig og er aldrig bange for at stille “dumme” spørgsmål, fordi hvem ved, hvad man så får at vide … Journalistikken har blandt andet lukket mig ind til Danmarks største linedancetræf, Karamodja-provinsen i Uganda med Unicef og Brøndby IF, World of Warcraft og spillets hardcore fans, folkeskoler, kolonihaver, Christiansborg og mange andre steder.
Ikke en typisk Bestseller-pige
Det lå ikke just i kortene, at jeg skulle slå mine folder hos Danmarks største modevirksomhed, Bestseller. Og det gik da heller ikke ubemærket hen, at jeg mødte op til første jobsamtale med mulepose og hjemmestrikket tørklæde. Men jeg elskede ikke desto mindre mine fire år på NAME IT. Som social media responsible, hvor jeg satte tone of voice og gik i øjenhøjde med kunderne. Siden som kommunikationschef med ledelsesansvar for fem, hvor vi sammen søsatte kommunikation i verdensklasse, opbyggede et fællesskab med kunderne og udbredte kendskabet til verdens bedste børnetøj.
Hvad er din historie?
Jeg har altid haft en lyst til at prøve bureauverden af og hos Become, hjalp jeg en lang række kunder - fra personlige trænere til chokoladeentusiaster, sagførere og bilforhandlere med primært email marketing og annoncering på sociale medier. Diversiteten i kundestrømmen havde på den måde mange ligheder med journalistikken, og jeg fik lov til at grave i de gode historier og bruge dem i brandingøjemed i e-mails og annoncer. Og NU er jeg klar til at fortælle din historie.